Nedsivning af overfladevand bør kun ske, hvor jordbunden og grundvandsforholdene er egnede til nedsivning. Nedsivning må ikke udgøre en risiko for grundvandet eller medføre gener på naboarealerne. Det kan være en god ide at udføre en nedsivningstest (infiltrationstest), så der opnås kendskab til jordens egnethed for nedsivning. En simpel test er eksempelvis beskrevet i Rørcenteranvisning nr. 009 fra Teknologisk Institut.
Tilladelser til LAR-anlæg vil ske ud fra en konkret vurdering, dog er der opstillet regler for, hvilke typer nedsivning af overfladevand, der ønskes inden for visse områder jf. retningslinjer for nedsivning af overfladevand.
Faskiner eller andre anlæg, der er konstrueret og etableret under terræn til nedsivning af rørført vand til omkringliggende jord, skal etableres af autoriseret kloakmester.
Etableres en faskine under et regnbed, hvorfra vandet vil nedsive til faskinen, er der ikke tale om rørført vand, og faskinen skal derfor ikke udføres af autoriseret kloakmester. Etableres derimod en faskine med overløb til et regnbed, vil den være omfattet af kravet om autoriseret arbejde.
Grundejer må derimod gerne selv etablere samtlige ledninger og brønde, der skal sikre vandets vej fra tage og øvrige befæstede arealer til faskinen. Tilsvarende er render, regnbede og nedsivning i græsplæner ikke omfattet af autorisation, ligesom regnvandsledninger, der ikke ledes til kloak, heller ikke er autoriseret arbejde.
Det skal understreges, at alle former for afpropning af eksisterende ledninger samt nedlæggelse af eksisterende nedløbsbrønde er autoriseret arbejde. Etableres en faskine i forbindelse med et separeringsprojekt, skal selve frakoblingen fra kloaksystemet foretages af autoriseret kloakmester. Tilkobles faskinen til forsyningens regnvandsledning via f.eks. nødoverløb, skal det ligeledes udføres af autoriseret kloakmester.
Læs mere her på sikkerhedsstyrelsens hjemmeside om hvilke anlæg, der kræver autorisation.
Grundejeren har det fulde ansvar for at få de nødvendige tilladelser til etablering af LAR-anlæg fra Kommunen samt at sikre, at anlægget er udført efter gældende regler, herunder at afløb etableres i henhold til DS 432.
Der skal ikke søges om tilladelse til nedsivning af tagvand fra skure, carporte og andre lignende bygningsarealer mindre end 50 m2. Se i øvrigt retningslinjer for nedsivning af overfladevand.
Afvanding af tagvand fra skure, garager, bygninger m.v. under 50 m2 skal oplyses i forbindelse med byggesagen og kloak/afløbstegning vedlægges.
Ansøgning til etablering af LAR-anlæg kan findes på Kommunens hjemmeside www.holstebro.dk eller på Byg og Miljø.
Grundejeren har også ansvaret for vedligeholdelse af anlægget. Endvidere er det grundejerens ansvar, at afledningen af tag- og overfladevand ikke medfører overfladisk afstrømning til naboarealer, forsumpning eller gener i øvrigt.
Når der er tale om nedsivning fra jordoverfladen, skal anlægget skal ifølge lovgivningen ikke færdigmeldes af en autoriseret kloakmester, men Kommunen stiller krav om færdigmelding i nedsivningstilladelsen som dokumentation for anlæggets etablering.
Afstandskrav | Lovgivningsmæssigt krav, der kan dispenseres fra | Vejledende krav iht. SBI 185 eller DS 440 | Vejledende afstandskrav ved minimal risiko* |
Drikkevandsboring (enkeltejendom) | 25 m | ||
Alm. Vandforsyningsboringer med drikkevandskvalitet | 300 m*** | ||
Vandløb, søer, hav | 25 m | ||
Beboelseshus med/uden kælder | 5 m | 2 m* | |
Hus uden beboelse med kælder | 2 m | 2 m* | |
Hus uden beboelse uden kælder | 2 m | 1 m* | |
Skel | 2 m | 0,5 – 1 m** |
* Hvis terrænet falder bort fra huset, hvis huset er nyt, eller hvis der på et eksisterende hus er etableret et lag, der spærrer for opstigende grundfugt.
** Hvis jordbundsforholdene gør, at der ikke er fare for opblødning, eller hvis nabogrunden forbliver ubebygget.
*** I Holstebro Kommune er det besluttet, at der efter forsigtighedsprincippet ikke kan nedsives i faskine inden for en afstand af 300 meter til almene vandforsyninger.