Ved spildevand forstås al vand, der afledes fra beboelse, virksomheder og bebyggelse i øvrigt. Spildevand omfatter eksempelvis husspildevand, processpildevand fra virksomheder, kølevand, filterskyllevand m.v.
Tag- og overfladevand fra befæstede arealer er i lovens forstand også defineret som spildevand, men benævnes i denne plan tag- og overfladevand.
Ved befæstede arealer forstås arealer som f.eks. tage, veje, kørearealer, fortove og parkeringsarealer. Vand fra befæstede arealer kan enten afledes til spildevandssystemet eller regnvandssystemet, afhængig af vandets forureningsgrad. Tag- og overfladevand fra boligområder afledes til regnvandskloak, hvis der er regnvandskloakeret, men kan nedsives lokalt, hvis det er muligt.
Overfladevand fra veje, parkeringsarealer m.v. afledes som udgangspunkt altid til regnvandskloakken. Derimod vil overfladevand fra vaskepladser, oplagspladser samt perkolat fra lossepladser typisk have et indhold af forurenende stoffer, der medfører, at det skal håndteres efter retningslinjer gældende for spildevand, og derfor skal tilledes renseanlæg.