Landbrug

I Holstebro Kommune er der ca. 700 husdyrbrug og pelsdyrfarme, samt ca. 1000 agerbrug.

Landbrugsvirksomhederne producerer som sådan ikke spildevand ud over det almindelige husholdningsspildevand fra beboelsesejendommen og eventuelt personalerum tilknyttet landbrugenes produktionsbygninger, samt det tag- og overfladevand, der falder på de oftest store tagoverflader og befæstede arealer. I forbindelse med miljøgodkendelse af husdyrbrug foretages der en individuel konkret vurdering af husdyrbrugenes påvirkning af omgivelserne i relation til blandt andet udledning af næringsstoffer i form af nitrat og fosfor fra husdyrbrugenes anlæg og udbringningsarealer.

Spildevandsforhold på landbrugsejendomme med undtagelse af husspildevand og tagvand reguleres primært i henhold til gældende lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, samt gældende bekendtgørelse om husdyrbrug, og er derfor ikke omfattet af Spildevandsplanen.

Landbrug illustration med dyr

Husspildevand

Husspildevandet ledes til forskellige former for decentrale spildevandsanlæg, hvorefter spildevandet nedsives, udledes til markdræn eller udledes direkte til vandløb.

Tag- og overfladevand

Tagvandet ledes typisk til faskiner, dræn, grøfter eller jordoverflade. Ved udvidelser eller ændringer af eksisterende forhold kræves der som udgangspunkt nedsivning fra terræn i f.eks. regnbede eller lignende.

Produktionsvand

De fleste former for spildevand på landbrug, såsom vand fra vask af sprøjter, maskinel, stalde, foderrekvisitter samt drikkevandsspild, mælkerumsspildevand m.v. skal opsamles og ledes til ajle-, gylle- eller anden form for godkendt beholder. Vandet herfra udbringes på landbrugenes udbringningsarealer.

Ovenstående er ligeledes udgangspunktet for spildevand opsamlet på eksempelvis ensilagepladser. Der kan gives tilladelse til udspredning af det opsamlede overfladevand på udbringningsarealer med varig plantevækst efter ansøgning herom.