Fremtidige revisioner

Spildevandsplanen forventes justeret med tillæg; således sikres det, at planen løbende er ajourført. Tillæg til Spildevandsplanen miljøvurderes og vedtages af Byrådet med tilhørende offentlighedsfase.

Inden vedtagelse orienteres berørte borgere og virksomheder, og de opfordres til at fremkomme med kommentarer eller indsigelser i løbet af offentlighedsfasen, som er på minimum 8 uger. Orienteringen vil ske ved offentlig annoncering og eventuelt i særlige tilfælde ved skriftlig orientering til den enkelte borger/virksomhed.

For at opnå en hensigtsmæssig administrativ praksis for ajourføring af den digitale Spildevandsplan er kompetencen for fremtidige revisioner fastlagt som følger:

Illustration af mapper med papirer

Berigtigelser

Berigtigelser, der primært har administrativ karakter og ingen betydning for borgere, betragtes ikke som egentlige revisioner og ændres ved årlig gennemgang af Holstebro Kommune:

  • Tilretning af grænser for kloakoplande med samme kloakeringsprincip.
  • Ajourføring af fællesprivatkloakerede områder i takt med, at den fornødne dokumentation tilvejebringes.
  • Ændring af udledningstilladelser, hvor kommunen har kompetencen.

Justeringer

Justeringer, der ikke medfører uforholdsmæssige udgifter eller rådighedsindskrænkninger for borgere, foretages i et samarbejde mellem Vestforsyning og Holstebro Kommune:

  • Tilslutning af enkeltejendomme, jf. modtagelse af tilbud om kontraktligt medlemskab (åbne land).
  • Tilslutning af enkeltejendomme beliggende uden for kloakeret opland efter anmodning fra ejendommens ejer.
  • Ændret placering af kloakledninger via ny opmåling, sanering og lignende.

Spildevandsdata indberettes årligt til plandata.dk og PULS. Derudover opdateres ved tillæg til Spildevandsplanen.