Det kloakerede areal er administrativt opdelt i kloakoplande. Disse er opgivet med farvesignatur på Spildevandsplanens kortdel i henhold til kloakeringsprincip; af kortdelen fremgår det endvidere, om det pågældende opland eller den pågældende ejendom er kloakeret i status, eller om det er planlagt kloakeret.
Oplandene er som udgangspunkt afgrænset til de pågældende tilsluttede ejendommes matrikelgrænse, men i det åbne land, hvor kun landbrugsejendommenes stuehuse er tilsluttede for husspildevand, er oplandene af praktiske årsager afgrænset til beboelsesbygningerne, skønt der til ejendommens matrikel er tilknyttet store landbrugsarealer og andre bygninger, hvorfra der kan komme produktionsvand. Hvis produktionsvand skal tilsluttes, skal der foreligge en tilladelse.
Oplande med regnvandskloak er opdelt efter det til oplandet hørende regnvandsudløb.
Vestforsyning driver og vedligeholder stikledninger fra hovedkloak ind til skel for de tilsluttede ejendomme, mens kloaksystemet inden for matriklen er privatejet.
I enkelte tilfælde er grænser for det kloakerede område ikke i overensstemmelse med Kommuneplanen 2017-2029. Det gælder primært i landområderne, hvor landbrugsejendomme kan have ret til afledning af husspildevand eller enkelt-liggende ejendomme, som er tilsluttet Vestforsynings kloak. Rekreative områder og offentlige områder med rekreativt præg er generelt ikke indeholdt i de kloakerede områder, men Spildevandsplanen ajourføres løbende i takt med, at Holstebro Kommune får kendskab til konkrete kloakerings- eller dræningsforhold.
Andet fælles spildevandsanlæg (Fællesprivat kloak)
På kortdelen for de kloakerede områder fremgår områder med andet fælles spildevandsanlæg (fællesprivat kloak) med en grå, skråternet signatur henover den farve, som angiver, om det pågældende opland er fælles-, separat- eller spildevandskloakeret. Fællesprivate kloakområder er i Spildevandsplanen de områder, hvor to eller flere matrikler eller to eller flere ejendomme på en matrikel er fælles om ledningsanlæg og spildevandsanlæg til varetagelse af og eventuel rensning af spildevand.