Sammenfatning

Ifølge Miljøbeskyttelseslovens § 32 skal Kommunalbestyrelsen udarbejde og ajourføre en plan for bortskaffelse af spildevand inden for Kommunen. Spildevandsplanen har fokus på den del af kloaksystemet, som finansieres af taksterne (vandafledningsbidrag).

Vestforsyning har siden 01. januar 2002 været udskilt i en række selvstændige aktieselskaber ejet af Holstebro Kommune. En af de fire forsyningsgrene, som Vestforsyning varetager, er kloakforsyning. Her planlægges projekterne, de projekteres og anlægges, de drives og vedligeholdes ligeledes af Vestforsyning.

Holstebro Kommune varetager myndighedsopgaver inden for miljøområdet. Holstebro Kommune opstiller derfor mål og krav for kloaksystemet, så dette lever op til øvrig planlægning, landets love og EU’s direktiver.

Spildevandsplanens vision er at give mest miljø for pengene og samtidig sikre en god forsyningssikkerhed for borgere og virksomheder. Det medfører, at kravene i Vandområdeplanerne opfyldes, krav til badevandskvalitet efterkommes, og der tages højde for klimaforandringer.

Hovedpunkterne i Spildevandsplanen

Kommuneplan

Holstebro Kommune vedtog i 2018 en ny Kommuneplan for perioden 2017-2029. Kommuneplanen beskriver de visioner, som Byrådet har men hensyn til byudvikling. Spildevandsplan 2020-2030 har medtaget samtlige nye rammeområdet med henblik på fremtidig kloakering.

I Kommuneplanen er udlagt i alt 858 ha bolig- og erhvervsarealer i dennes planperiode og ekstra 585 ha i perspektivperioden, der rækker ud over 2029.

Kommunen har i sidste planperiode valgt at udlægge nye områder til separatkloak. I de eksisterende planområder skal der foretages en vurdering af muligheden for at håndtere overfladevand lokalt ved nedsivning.

Kommunen vil i denne planperiode udlægge nye kommuneplanområder og perspektivområder til spildevandskloak med privat håndtering af regnvand og herunder i forbindelse med lokalplanlægning vurdere muligheden for lokal nedsivning.

Spildevandsstruktur

Vestforsyning driver i dag 6 renseanlæg i Holstebro Kommune, samt et renseanlæg i åbent land ved kontraktligt medlemskab af kloakforsyningen.

Den fremtidige spildevandsstruktur i Holstebro Kommune tager udgangspunkt i den nuværende struktur, men der påregnes at nedlægge 2 renseanlæg. I slutningen af denne Spildevandsplans periode forventes nedlæggelse af renseanlæggene i Vemb og Bur, og belastningerne fra oplandene skal føres til Holstebro Renseanlæg.

Ved nedlæggelse af et renseanlæg vil Holstebro Kommune skulle udarbejde et tillæg til Spildevandsplanen samt revurdere Holstebro Renseanlægs gældende udledningstilladelse.

Overløbsbygværker og pumpestationer

Holstebro Kommune og Vestforsyning har i sidste planperiode haft fokus på at nedbringe aflastningerne fra overløbsbygværker i Holstebro Kommune. I den forbindelse er der blevet udarbejdet en handleplan for samtlige overløbsbygværker.

Handleplanen omfatter registrering af aflastninger og nødoverløb, etablering af riste og skumbræt, etablering af sparebassin samt nedlæggelse af bygværker. En stor del af indsatserne er udført i sidste planperiode og det er Holstebro Kommunes intention at fortsætte med den resterende del af indsatserne i nuværende planperiode.

Enkelte bygværker vil i planperioden blive nedlagt, og der vil blive etableret registrering af overløb på de bygværker, som mangler.

En del spildevandspumpestationer aflaster som følge af uvedkommende vand som drænvand og regnvand, og her vil blive iværksat konkrete handleplaner til at nedbringe disse udledninger.

Regnvandsudledninger

Holstebro Kommune har udpeget en række separate regnbetingede udledninger, hvor der skal ske en rensning eller neddrosling i form af etablering af bassin. I sidste planperiode prioriteredes regnbetingede udledninger til særskilt målsatte søer, der ikke opfylder målsætningen.

Derudover er angivet en række udløb, som Holstebro Kommune vurderer på sigt skal have bassiner, da udløb har en hydraulisk eller stofmæssig påvirkning af recipienterne. De vurderes og medtages i denne og de kommende planperioder. Der er opstillet dimensionerings- og anlægskrav til bassiner og udløb.

Økonomisk planlægning

Gennemførsel af de i Spildevandsplanen angivne aktiviteter forventes indeholdt i Vestforsynings rammebudget.

Vestforsyning fastsætter årligt det kommende års vandafledningsbidrag, som indstilles til Byrådet med henblik på takstgodkendelse.

Det gældende vandafledningsbidrag kan ses på Vestforsynings hjemmeside.

Miljøvurdering

Spildevandsplanen er i henhold til Miljøvurderingsloven blevet miljøvurderet, idet planen indebærer fysiske ændringer eller arealanvendelser (f.eks. nye kloakoplande og nye regnvandsudledninger), som kan påvirke et udpeget internationalt beskyttelsesområde væsentligt.

De mange planlagte arealændringer og udvidelser kan have betydelig påvirkning på nærrecipienterne og fjordene, og den gennemførte miljøvurdering påpeger en række effekter af planen samt beskriver virkemidler og den nødvendige overvågning.

I miljøvurderingen indgår endvidere en stofberegning, der signalerer, at udledningen til fjordene på sigt vil blive reduceret som følge af de gennemførte ændringer, herunder kloakseparering i fælleskloakerede oplande, tilslutning af nye kloakoplande, udledning fra nye befæstede arealer samt forbedret rensning i åbent land.

I beregningerne indgår gevinsten ved etablering af bassiner på de planlagte separate regnbetingede udløb, samt de eksisterende bassiner, som er anlagt efter den tidligere Spildevandsplans retningslinjer. Der er ikke medregnet stofreduktion på de eksisterende bassiner, som ikke er anlagt efter den tidligere Spildevandsplans retningslinjer.

Gevinsten ved etablering af bassiner skal ydermere ses i forhold til en begrænsning af den hydrauliske belastning af recipienten samt en yderligere stofreduktion – ikke kun for organisk stof, kvælstof og fosfor, men også for miljøfremmede stoffer.

Forbedret spildevandsrensning i det åbne land

Holstebro Kommune har i sidste planperiode udført en kortlægning af ca. 100 ejendomme i det åbne land, således resterer kun ca. 650 ejendomme, hvor der er tvivl om afløbsforhold, og et tilsyn derfor kan være nødvendigt for at få viden om de faktiske forhold.

Ca. 50 ejendomme inden for renseklasseopland har udledning direkte på overfladen. Det er Holstebro Kommunes intention at disse forhold skal forbedres i løbet af planperioden ved udsendelse af påbud.

Holstebro Kommune har i indsatsområder for vandværkers indvindingsoplande foretaget en vurdering af de ejendomme, som har miljømæssigt utilstrækkelige spildevandsforhold. Dette har ført til planlagt kloakering af 9 ejendomme.

Sommerhusområder

Kommunen planlægger for spildevandskloakering af sommerhusområdet Nørhede i starten af denne planperiode, samt efter 2025 at tage en beslutning omkring, hvornår sommerhusområdet Nr. Fjand skal spildevandskloakeres. For de resterende sommerhusområder vil der i slutningen af planperioden ske en afklaring af den fremtidige spildevandsbortskaffelse.

Oversigt over planperiodens indsatser og projekter

Her beskrives de konkrete indsatser, som prioriteres gennemført i denne planperiode. I denne planperiode vil Holstebro Kommune fortsætte indsatsen over for forbedring af spildevandsrensning i det åbne land.

Der vil være fokus på forbedring af regnvandsbassiner og neddrosling af regnbetingede udløb fra oplande til de hydraulisk overbelastede recipienter Frøjk Bæk og Lægård Bæk.

Holstebro Kommune ønsker ligeledes at gøre en indsats for forbedring af badevandskvaliteten ved Handbjerg og Ejsingholm Strande.

Der vil også fortsat være fokus på at udføre separering i fælleskloakerede oplande over hele kommunen. Holstebro Kommune har en samlet liste over fremtidige indsatser, som kan ses i Bilag 8.

Forbedret spildevandsrensning i åbent land

Som følge af Vandområdeplan for Jylland og Fyn er i alt 275 ejendomme udpeget til forbedret spildevandsrensning. Der resterer i alt 196 ejendomme med afløb omfattet af krav om forbedret spildevandsrensning, det skønnes at ca. 178 af disse ejendomme skal have påbud om forbedret spildevandsrensning.

Den forbedrede spildevandsrensning i Holstebro Kommune forventes at være gennemført med udgangen af 2021.

Regnbetingede udløb

Der er i sidste planperiode udarbejdet handleplaner for optimering af eksisterende regnvandsbassiner og samt neddrosling af eksisterende, regnbetingede udløb til hhv. Lægård Bæk og Frøjk Bæk. De i handleplanen nævnte optimeringer fortsættes i denne planperiode, hvorefter effekten af indsatsen vurderes.

Derefter fortsættes med udarbejdelse af handleplaner for optimering og neddrosling af regnbetingede udløb til de recipienter, som vurderes vigtigst at udføre en indsats på, jf. Bilag 8.

Badevandskvalitet

Der er hvert år problemer med kortvarige, nedbørsbetingede forureninger med fækale bakterier ved Ejsingholm strand, Handbjerg strand og stranden ved Handbjerg Marina.

De væsentligste kilder til forureningerne er ved opsporing blevet kortlagt til at stamme fra et tidligere overløbsbygværk ved Engvej i Vinderup, overløb fra Vinderup Renseanlæg, med bidrag fra pumpestationen ved Ejsingholm, hvor der er registreret overløb.

Indsatserne i sidste planperiode har bl.a. omfattet strømpeforing af spildevandssystemerne i hhv. Ejsingholm og Handbjerg sommerhusområder, udvidelse af sparebassinet ved Vinderup Renseanlæg, forbedret rensning i åbent land, samt undersøgelser af ulovlig tilledning af regnvand til spildevandssystemet.

Med ønsket om at forbedre badevandskvaliteten ved hhv. Ejsingholm strand, Handbjerg strand og stranden ved Handbjerg Marina, har Holstebro Kommune sammen med Vestforsyning udarbejdet et udkast til en handleplan, som beskriver indsatser, som gerne skulle forbedre badevandskvaliteten de pågældende steder.