Vestforsyning har i forbindelse med indsats i sidste Spildevandsplan fået udarbejdet en handleplan for optimering af eksisterende regnvandsbassiner, neddrosling af separate regnbetingede udledninger og, hvor det er muligt, at etablere regnvandsbassiner i oplandene til hhv. Frøjk Bæk og Lægård Bæk. Disse to vandløb er hydraulisk overbelastede. Der vil fortsat i denne planperiode være fokus på renovering og optimering af regnvandsbassiner i oplandene til Frøjk Bæk og Lægård Bæk jf. de udarbejdede handleplaner.
Holstebro Kommune ønsker også at prioritere indsatsen i oplandet til Felding Bæk, et målsat vandløb, som ved Spildevandsplanens vedtagelse ikke opfylder målsætningen, herunder skal der specifikt ske optimering af de eksisterende forhold i Stensgård Bæk. Denne indsats prioriteres, således forhold omkring regnvandsafledning i Stensgård Bæk i fremtiden ikke vil påvirke muligheden for målopfyldelse i Felding Bæk.
Prioriteringen af øvrige indsatser over for regnbetingede udløb i vandløb vil ske løbende i planperioden, dette gælder indsatser for Gjæven, Råstgård Bæk, Skærbæk Å, Bjert Bæk, Sahl Bæk, og Storå. Alle vandløbenes miljømål er jf. MiljøGIS ikke opfyldt på hele strækningen. Det skal dog understreges, at de regnbetingede udledninger ikke er angivet som årsagen til manglende målopfyldelse, men det er Holstebro Kommunes vurdering, at en indsats over for de regnbetingede udledninger i de nævnte recipienter kan bidrage til fremtidig målopfyldelse. Se bilag 8 for en mere specifik beskrivelse af mulige indsatser. Disse vil løbende blive vurderet med henblik på udførsel af de beskrevne indsatser.
Holstebro Kommune ønsker i denne planperiode at iværksætte tiltag til begrænsning af udledning af miljøfremmede stoffer. Dette konkretiseres ved at udpege de regnbetingede udledninger, der potentielt udgør den største kilde i forhold til forurening med miljøfremmede stoffer. Herefter målrettes etablering af regnvandsbassiner disse udløb i det omfang, det stemmer overens med den øvrige prioritering af indsatsen over for recipienterne.